HPRD Gallafest 2025

28. marts 2025 11:50 , af HPRD SEKRETARIAT

Fredag d. 14 marts var Københavnskredsen vært for HPRD’s Gallafest under både historiske og festlige rammer i Josty på Frederiksberg.

Gallafesten er en mangeårig stolt tradition, der tjener som afslutning på det årlige dansekursus, som kredsen afholder under kyndig ledelse af Major Niels Kirkegaard.

Som et nyt initiativ og led i HPRD’s fornyelse af traditioner, var den festlige lejlighed i år ophøjet og udvidet til at være hele HPRD’s Gallafest. Et tilbud som rigtig mange havde taget til sig, som en kærkommen lejlighed til at vise sin bedre halvdel den korpsånd der også er forbundet med at være reservist. Josty var således fyldt til bristepunktet med festklædte og glade mennesker på denne festlige aften.

Aftenens talere var HPRD formand Oberstløjtnant Jesper Schneider og Københavnskredsens Næstformand Major Niels Kirkegaard. Talerne var i sagens natur præget af usikkerheden og alvoren i den sikkerhedspolitiske situation, men opfordrede samtidigt til håb for både forsvarets genopbygning og fremtiden generelt. Foreningen havde også den ære at have besøg af Colonel Adrian Walton og hustru som repræsenterede vores gode nabo og samarbejdspartner United Kingdom Reserve Forces Association (UKRFA).

Aftenens højdepunkt var den officielle hæderstegnsoverrækkelse af årets modtagere af ROHT hæderstegn, som blev overrakt under selve middagen. Foreningen kunne således på fornem vis hædre de stolte modtageres særlige indsats for reserven som helhed og foreningen i særdeleshed, foran partnere, venner og kolleger.

Foreningen ønsker endnu engang hjerteligt tillykke med den velfortjente hæder til:

  • KN René Jensen
  • KN-R Helge Raakjær Frost

De fulde motivationer kan læses her:  Hæderstegn 2025

Den resterende del af den festlige aften var ikke overraskende præget af dans, herunder både talrige Les Lanciers under kyndig vejledning fra danselærerne samt et underholdende fællesdans-indslag.

Alt i alt en pragtfuld aften i gode venners lag, som vil blive husket. Vi glæder os allerede til næste år, og håber på endnu mere opbakning fra nær og fjern.

 

Foto: De to hæderstegnsmodtagere flankeret af HPRD Formand og Næstformand. Fra venstre mod højre: OL-R Jesper Schneider, KN René Jensen, KN-R Helge Raakjær Frost, OL-R Kristian Teglbjærg