Lunken OK24

23. januar 2025 19:59 , af HPRD SEKRETARIAT

Foreningens Aftaleudvalg kan oplyse, at det onsdag aften d. 22. januar 2025 lykkedes at komme til enighed med FPS Center for Overenskomst om betingelserne for Overenskomst 2024.

Aftalen tager afsæt i det statslige overenskomstforlig fra 2024, hvilket medfører en markant lønstigning på vores område. De procentuelle lønstigninger skal naturligvis anerkendes, da det for mange vil medføre en reduktion i nettoløn tabet ved militær tjeneste. Ud over de generelle stigninger, er der desuden for enkelte løngrupper foretaget en tilpasning, for at sikre justering i forhold til tilsvarende fastansatte graders lønniveau.

Det skal dog påpeges, at vi som ved tidligere forhandlinger ikke oplever grundlønnen som en udfordring, da vi som timelønnede deltidsansatte forudsætter ensartede lønninger i forhold til de fastansatte, ligesom vi generelt accepterer et vist tab i forhold til civil løn. De udfordringer vi går til forhandlingsbordet med, er de situationer hvor vi forskelsbehandles og i mange tilfælde forventes at arbejde helt ulønnet. Frustrationen er derfor stor, når vi mødes af manglende forståelse for eller vilje til at drøfte de alvorlige uretfærdigheder der opstår, i de mange situationer hvor vi som reserveofficerer i modsætning til alle øvrige reservister og fastansatte ikke kan aflønnes, parallelt med at vi forventes at opgive vores civile løn. (Manglende merarbejdetillæg, -afspadseringsmuligheder, -løn under transport på tværs af landet indenfor arbejdstid, -øvelsestillæg eller anden kompensation ved døgntjeneste).

Overenskomstprocessen har derfor, som tidligere, været en uskøn affære blottet for enhver form for konstruktiv tilgang til, hvordan man får mest mulig effekt af reserveofficerskorpset indenfor de udstukne rammer. I lighed med tidligere overenskomstforhandlinger, er der således heller ikke lavet de aftalte analyseprojekter der skulle have afdækket behov til en fremtidig reservestruktur, for derigennem at levere et grundlag for udarbejde en overenskomst der understøtter det operative behov.

Imidlertid er det lykkedes, uden for aftaleområdet, at få indskrevet tilkendegivelse om fremtidige analyseprojekter for at sikre disse forudsætninger, og få afdækket muligheder for fremtidig administrativ forenkling til gavn for alle parter. Vores største glæde ved aftalen er dog, at nogle af de yngre personelgrupper fremadrettet vil få et forøget Merarbejdetillæg i de mange situationer hvor tjenesten kræver lange arbejdsdage.

De væsentligste ændringer og forbedringer, som også gælder for de tilsvarende grader for Beredskabsstyrelsens reserveofficerer, er jævnfør resultatpapiret følgende (forbeholdt endelig godkendelse ved både Finansministeriets og HPRD’s samlede bestyrelse):

  • Der ydes generelle lønforhøjelser og lønreguleringer svarende til Akademikerforliget og CFU forliget.
    • Regulering per 1. april 2024 på 5,89% indføres med tilbagevirkende kraft ved først komne lønkørsel efter endelig godkendelse.
    • Regulering per 1. april 2025 på 1,31% træder i kraft på gældende dato.
  • Pensionsprocenten hæves med virkning fra 1. april 2025 til 18,07%.
  • For løngruppe 6 (OL/KK) og 7 (OB/KD) forhøjes minimums grundlønnen fra  1. april 2025, svarende til forbedringerne for fastansatte officerer i tilsvarende grader.
  • For løngruppe 3 (PL) og 4 (KN/KL) forhøjes satserne for det Merarbejdetillæg der udløses ved arbejde i mere end 9 timer.

Resultatpapiret offentliggøres på hjemmesiden snarest.